|
| |
|

|
Fredag
den 11. august 2006
Jeg sov da de startede maskinen kl. 730, så
det var bare med at vælte ned af køjen i en fart. Jeg havde
heldigvis fået en sengestige, så jeg ikke behøvede at slå hul i
hovedet igen.
For at redde æren kogte jeg kaffe og æg og dækkede op til
morgenmad, så jeg blev ikke moppet ret meget over at jeg var den
sidste der stod op.
Målet for i dag var Ivittuut, igen 100 sømils sejlads.
Vejret var overskyet og vindstille.
Vi passerede Paamiut (Frederikshåb) ved halv 10 tiden, og der var
igen gang i mobiltelefonerne, og Børge fik tjekket mail.
Ud for Kvane fjorden mødte vi en fiskekutter der var i gang med at
rygte bundgarn, der var fyldt med måger omkring den, og ovenover
var der en kæmpe havørn, den begyndte at jagte en måge på
vandet, og på tredje forsøg sad den i kløerne på den, og blev
fragtet til fjelds, hvor ørnen formentlig har fået sig et herremåltid.
Efter frokost skulle vi igennem et smalt sund
med rimeligt meget is forbi Narssarlik (også en nedlagt bygd)
og ud af skærgården, hvor vi de næste 3-4 timer skulle
sejle i gamle dønninger fra Davisstrædet.
Ret trættende at vugge op og ned, hvilket også bevirkede, at
flere tog sig en lur. |

|
|

Arsuk Uummannaq
|
 |
Ved 6 tiden passerede vi Arsuk, en bygd
med ca. 200 indbyggere, og der kom igen gang i
mobiltelefonerne.
Peter ringede til nogen inde i bygden, der kunne berette at de
lige havde skudt en sildepisker (vågehval).
Mærkeligt nok har vi indtil nu ikke set hvaler på turen, men
masser af sæler, så mange, at jeg først vil skrive om dem
igen den dag vi ikke ser nogen. |
Kl. 2020 lagde vi til kaj i Ivittuut, hvor der
er et gammelt kryolitbrud, der blev lukket i 1987, nu er nogen få
af husene beboet, formentlig af folk der arbejder på flådestation
Grønnedal.
Ivittuut kommune er Grønlands mindste og rigeste kommune med kun
ca. 200 indbyggere, der næsten alle hører til flådestationen.
Aftensmaden blev kreeret af Arne og Kjeld, den bestod af medisterpølse
a’ la Hanne (frankfurter) med rødkål, brun sovs (lavet på ingen
ting) og igen i dag kartofler med skræl (Børge fik igen uden skræl).
Efter aftensmaden og før opvasken gik Peter, Kjeld og jeg en tur, vi
konstaterede, at det bliver hurtigt mørkt, så vi kunne ikke
fotografere med særligt stort udbytte.
Vi så et træ der var 6-7 meter højt, men ingen af os kunne finde
ud af hvad det var for et.
Da vi kom tilbage gik vi i messen, klarede opvasken og fik os et
glas rødvin til at gå i seng på.

|
|
|

|
| |
|